Fodboldklubben Manchester United skal i gang med at finde en ny tøjsponsor, inden sæsonen 2015/16 bliver indledt.
Storklubben har siden 2002 spillet i tøj fra Nike, men nu har den amerikanske tøjgigant besluttet sig for ikke at forlænge aftalen, når den udløber næste år. Nike mener tilsyneladende, at den engelske klub har krævet for mange penge for at fortsætte samarbejdet.
– Ethvert samarbejde med en klub eller et forbund skal være godt for begge parter. De betingelser, der blev lagt frem for en forlængelse, var ikke til gavn for Nikes aktionærer, meddeler Nike.
Manchester United afslørede så sent som mandag udseendet på klubbens nye hjemmebanetrøje for den kommende sæson, og det bliver så altså den sidste med Nike som sponsor.
På rygteplan nævnes tyske Adidas som en mulig afløser. Det skulle ifølge forlydender kunne indbringe klubben 60 millioner pund om året, hvilket svarer til mere end 560 millioner kroner. Men ifølge britiske Marketing Week er Adidas dog ikke det eneste brand, der går rygter om.
Nyhedssitet skriver, at også Puma og Warrior Sports er i spil. Eksperter mener dog at Manchester United vil ”passe perfekt” til Adidas, som i forvejen har kit-deals med en række andre Premier League-hold, herunder Chelsea, Southampton og Sunderland.
Men da man for et par år siden stoppede samarbejdet med Liverpool, ”mangler” Adidas en ”rigtig topklub”, som det hedder.
/ritzau/Marketing Week/sit