Nike har netop taget hul på en ny kampagne for sin Women-produktlinje.
En reklamefilm med titlen “Inner Thoughts” markerer således en ny tone for et sportsbrand, der ellers er blevet kendt for at sige ”Just Do It”.
Tonen er imidlertid blevet mere ”blød” og lyder nu ”Better For It” med henvisning til, at det ikke altid er med største begejstring, at kvinder indtager de bonede fitness-gulve – hvilket i øvrigt også gælder for mænds vedkommende.
Den indre stemme
Dermed træder brandet for en gangs skyld et skridt tilbage, og afslører med den nye reklamefilm, at de også lytter til kvinders indre stemme.
Kampagnen er vanen tro udviklet af Wieden+Kennedy og instruktøren Matthew Frost har på en ganske morsom og respektfuld måde ramt den præcise tone, hvad enten det er yoga eller strabadser i en sal fyldt med modeller og alt for mange spejle.
Det nye og mere jordnære pay-off skal i højere grad støtte kvinder i at opnå deres mål end fokusere på præstationer alene, men opmuntre kvinder til at udvide deres personlige atletiske potentiale.
Reklamefilmen er derfor blot et startskud på en længere atletisk rejse, som bl.a. kommer til at foregå på sociale medier, kædet sammen af hashtagget #betterforit og naturligvis på Nike Womens hjemmeside.
Se den nye reklamefilm “Inner Thoughts” herunder.