25 år sammen, og hvad er takken?!

Hvis der er nogen, der har trådt deres barnesko sammen, så er det Nike og Wieden+Kennedy. Det Oregon-baserede bureau har i det store og hele varetaget Nikes budget i USA siden 1982. Et budget, der sidste år var på 1,2 mia. kr. ifølge TNS Media Intelligence.

Selv om Nike har meget at takke Wieden+Kennedy for, så er man nu parat til at lade andre bureauer byde ind på budget-bidder.

– I takt med, at vores virksomhed vokser, må vores brand-kommunikatører også vedvarende udvikle sig, så de er klædt på til de stigende udfordringer på markedet. Vores udmelding for nylig om justeringer inden for produktkategorier rummer også muligheden for at revurdere vores kreative ressourcer og samarbejder, siger Dean Stoyer, media relations director i Nike, til Advertising Age.
Der blev ikke uddybet, om der er tale om et nært forestående skift, men det er kendt, at Nike i nogen tid har talt med Miami-bureauet Crispin Porter + Bogusky.
Selv om rygterne har svirret om, at det er løbesko-budgettet, der i første omgang viftes med, så siger kilder nær Nike-ledelsen, at der snarere er tale om det noget mindre baseball-budget – og at aftalen allerede kan være indgået.

Et komplet ryk fra Wieden+Kennedy vil der ifølge AdAge næppe blive tale om.

– Man vil helt sikkert fortsat se Nike samarbejde med Wieden & Kennedy. Men Nike har altid haft en bred vifte af partnere inden for de forskellige områder for at fastholde både cutting-edge og det friske pust. Med de stigende markeds-udfordringer er vi mere end nogensinde forpligtet til at være i front i forhold til, hvor og hvordan vores kunder møder vores brand, siger Dean Stoyer.

peng