Der gik politik, principper og æstetisk galimatias i tingene i slutfasen på årets Epica-evaluering. Politik, fordi juryen på den sidste aften valgte at lede efter egnede emner til Epica d’Or hæderen i film-kategorien, der ikke var betalt af Nike, og det viste sig at splitte forsamlingen.
Afstemning efter afstemning rullede ind over det grønne klæde i hotel Mercure Montmartres Cezanne-sal, mens principryttere diskuterede, om den ene eller anden film nu også kvalificerede ifølge de meget omfattende Epica-regler. Den helt store debat drejede sig om, hvorvidt Epica burde hædre Nikes ”Write the Future” kampagne, når alle andre juryer hævede denne pragtfulde kommercielle kommunikation til skyerne.
Konkurrenterne var Heinekens ”Open Your World”, skabt af Wieden+Kennedy fra Holland og TalkTalks ”Home within Homes” skabt af Chi & Partners fra UK. Heinekens er naturligvis en stor fortælling om fest, farver, glæde og action omkring den grønne, slanke bajer, mens TalkTalk er lige så stilfærdig, smuk, underspillet og drivende sentimental med budskabet om at kommunikere mere og bedre.
På et tidspunkt så det endda ud til, at TalkTalk ville løbe med sejren, fordi den røde tråd ved jurybordet var, at ”vi er for sent ude med hæderen til Nike.” Løjerligt idet Epica-ejeren Andrew Rawlins tiggede og bad juryen huske på, at Nike-universet, der på eminent vis er bygget over elitespillere fra en række sportsgrene – ikke kun fodbold – og skabt op til sidste VM, er den mest hædrede kommercielle kommunikation nogensinde ifølge Gunn Report.
Efter flere timers intens debat løb Heineken af med Epica d’Or trofæet, hvilket præsenteres i Ljubljana i Slovenien den 20. januar 2012 ved en kæmpefest. Den næstfineste Epica d’Or – til bedste interactive kampagne – gik til Jung von Matt Stockholms ”Mini Getaway.”
Bedste nation endte med at blive Tyskland med 16 priser foran Storbritannien og Frankrig med 11 priser hver. Storbritannien vandt de fleste film-kategorier, mens Frankrig vandt de fleste print-priser. Tyske bureauer sneg sig rundt i alle kroge og samlede hæder op på alle medier og platforme, mens Norge overraskede ved at vinde fire priser.
Svenske bureauer, normalt verdens stærkeste i forhold til nationens størrelse, fik kun ”sølle” syv priser, det samme som Schweiz. Hollandske bureauer vandt fem priser, men det er de så vant til. Danmark vandt som ventet intet, og var heller ikke til debat i finalen.
Læs om alle priser på
www.epica-awards.com