Ved prisuddelingen på New York Hilton blev DR TV-Dramas serie om Nikolaj og Julie kåret som ”Bedste Dramaserie”. Det skete i skarp konkurrence med tre andre serier: den australske ”Medical Defense Australia”, den spanske ”Cuéntame como paso” og BBC-serien ”Waking the Dead”.
Det var 31. gang, den internationale Emmy Award blev uddelt, og det var anden gang, DR fik prisen. Sidste år løb TV-Dramas serie ”Rejseholdet” også med en Emmy. International Emmy Award har til formål at fremme produktionen af og hædre fremragende tv-programmer fra lande uden for USA. Emmy’erne uddeles af Det Internationale Akademi, der er uafhængigt og har medlemmer fra flere end 50 lande, og i alt blev der givet priser i syv kategorier.
– Jeg er helt fantastisk glad for, at vi har vundet. Det kan næsten ikke lade sig gøre i den virkelige virkelighed at få denne pris to år i træk, siger DR TV-Dramas chef, Ingolf Gabold.
Hvert af de 22 afsnit af ‘Nikolaj og Julie’ er i gennemsnit blevet set af 1.502.000 seere.