Masser af frugt og ingen damer.
Selvom det er lidt af en selvmodsigelse – kvinder holder som bekendt meget af frugt – er det sådan Bryggerigruppens sodavand, Nikoline, ser ud i sin nye emballage. Nikoline-pigen er taget af etiketten og erstattet af appelsiner og citroner, ligesom flasken også har fået ny form og farve.
Nikoline har altså med andre ord fået en ansigtsløftning, hvilket er resultatet af en grundig research i Bryggerigruppen.
– Vi checker løbende, hvordan det står til med vores mærker. Og i de seneste analyser, har svarmønstret ændret sig i retning af, at folk gerne vil kunne se produktet og synes at designet er lidt for gammeldags, fortæller Dorthe Weinkouff Barsøe, marketingchef for Bryggerigruppens læskedrikke.
Som en del af den overordnede strategi, der blandt andet handler om at blive endnu bedre til at imødekomme kundernes krav, relancerer Bryggerigruppen således Nikoline i en klar flaske og med en ny etiket. Desuden lanceres Nikoline som juice i to varianter – æble og appelsin. Print og outdoor er de bærende medier, men også events bliver en del af markedsføringen..
Et rationelt valg
Bryggerigruppen har løbende ændret på designet af Nikoline, blandt andet ved at gøre Nikoline lidt yngre og mere up-to-date. Til gengæld har Nikoline i mange år haft det samme slogan: Mere frugt, mindre sukker og ingen farvestoffer.
Dorthe Barsøe forklarer, at Nikoline i forbrugernes bevidsthed klart er det sundeste alternativ indenfor sodavand – og at det tilmed bliver anbefalet til allergikere, fordi det ikke indeholder farvestoffer.
– Forbrugerne vælger meget rationelt, når de vælge Nikoline. De vælger med udgangspunkt i sundhed. Nikoline henvender sig til den del af familien Danmark, der forholder sig til hvad de – og ikke mindst deres børn – putter i munden. Derfor skal vi ikke ændre for meget på indpakningen. Omvendt må vi også lytte, når folk for eksempel siger: Når det nu er et sundere alternativ indenfor sodavand, hvorfor viser I det så ik ke, siger marketingchefen og henviser til at Nikoline tidligere var i grønne plastflasker.
Det har Bryggerigruppen så taget til efterretning, ligesom de også lancerer Nikoline juice i halvliters flasker for at nærme sig de unge forbrugere.
– Her har vi dog ikke på samme måde researchet os frem. Det ligger mere lige til højre-benet at lancere en juice-variant. Desuden er juice i højere grad et convenience-produkt, som også rammer de lidt yngre.
De to juicevarianter kommer i handlen i disse dage og vil primært blive solgt i kiosker, på tankstationer og i supermarkedernes kølemontrer.
BBDO er reklamebureauet bag relanceringskampagnen, som senere på foråret også kommer til at omfatte en mere image-orienteret kampagne. Den ønsker Dorthe Barsøe dog ikke at udtale sig om endnu.