”Skønhedsindustrien har selv været med til at skabe problemet. Derfor bør vi også være en del af løsningen.”
Sådan lyder det fra Jakob Marum, adm. direktør for Nilens Jord, i forbindelse med at brandet i dag, onsdag den 16. november, løfter sløret for en ny brandplatform under titlen ’Look Beyond Beauty’.
Startskuddet er en kampagne, der netop nu lanceres i de nordiske lande plus Tyskland og Storbritannien.
Brandplatform og kampagne er udviklet i samarbejde med bureauet Twenty, og ifølge en meddelelse fra parterne er det målet at ’ændre fokus for skønhedsindustrien’ og ’udfordre de overfladiske og begrænsende idealer’.
”’Look Beyond Beauty’ opfordrer alle til at overveje det absurde i udelukkende at bedømme kvinder ud fra deres udseende fremfor deres handlinger og erkende den ødelæggende effekt, det har på kvinders potentiale”, siger Jakob Marum i meddelelsen.
Interviews i fem lande
Lanceringen består af en film, der følger “Sara”.
Hun repræsenterer alle piger og kvinder, og alle versioner af ”Sara” har den samme genkendelige skønhedsplet på højre side af ansigtet.
Fælles for alle versioner af ”Sara” er også, at de på hver deres måde sigter efter stjernerne og uudforsket land for at knuse deres eget glasloft – så bliver de alle mødt med spørgsmål om deres udseende.
”Sara” er skabt på baggrund af en lang række interviews med kvinder fra Skandinavien, Tyskland og England, som del af den grundlæggende research til brandplatformen.
Artiklen fortsætter under billedet.

”Det har virkelig været en øjenåbner at tale med kvinder i fem forskellige lande og høre deres ensartede oplevelse af magtesløshed og at blive tingsliggjort,” siger Farah Dib, Co-Founder & Creative Director, Twenty, i meddelelsen, og tilføjer:
“Jeg tror de fleste kvinder kan genkende sig selv i de absurde spørgsmål, der bliver stillet til os gentagne gange – uanset om vi bliver spurgt, hvorfor vi ikke smiler lidt mere, eller vi på forhånd tænker over hvilken type outfit, der sikrer at vi bliver taget seriøst i forretningsmøder.”
“Empowerment”
Målet med den nye kommunikation er ifølge Jakob Marum ”at vise verden, at vi bliver ved med at sætte standarden højere i skønhedsindustrien for at ændre den til det bedre. Uanset om det handler om trygheden ved at bruge vores produkter eller vores støtte til at udvikle kvinders potentiale.”
Artiklen fortsætter under billedet.

Han understreger, at kvindesynet de seneste år har rykket sig ”i takt med globale tendenser som for eksempel kropspositivisme og empowerment”.
“Men der fokuseres stadig primært på kvinders udseende frem for noget som helst andet. Så meget desto vigtigere er det nu at se ind i et nyt paradigme, der ikke handler om, hvordan den finske statsminister Sanna Marin fester eller om Helle Thorning-Schmidts kjole – men om deres kompetencer og bedrifter,” siger han.
Direktøren hæftede sig i interviewfasen særligt ved en af interviewpersonernes udtalelser:
”Hun sagde, at hendes liv ville blive lettere, hvis hun var 20 % smukkere og 20 % mindre intelligent. Hun er i øvrigt jurist. Det bekræfter, hvor vigtig debatten er, og hvor væsentligt det er at få den på dagsordenen.”
Du kan se Hero-filmen herunder. Den er instrueret af Sune Lykke Albinus og produceret af Holy Ravioli.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger