Juke Point er en ny butik på Kongens Nytorv. Den støder op til den klassiske Café Quote, men betjenes af Nissan-sælgere, der forsøger at afsætte den nye Nissan Juke, hvorfor butikkens gæster både vil blive budt på sodavand og specifikationer på bilen, når de træder indenfor.
– Vi har lanceret Juke Point i erkendelse af, at de mennesker, der ville være interesseret i denne model nok ikke kommer løbende ud til Nissan. Både teknologisk og designmæssigt adskiller den sig ret meget fra andre bilmodeller. Den er mere storbysmart, siger Nissans Danmarks marketingchef, Tom Maxmølris, der ikke er helt sikker på, at man faktisk kan købe bilen i den midlertidige butik:
– Men man kan prøvekøre den og lave en privat leasingaftale, og mon ikke sælgerne er i stand til at lave et egentlig salg, siger han.
Det såkaldte ”pop up store”-koncept kører synkront i alle de nordiske lande i forbindelse med lanceringen af den nye bil.
– Vi er i bilbranchen ret dårlige til at sælge til nye segmenter, forstået således at en ny Micra-model er let at sælge, fordi vi ved, hvem der plejer at være interesseret i den bil. Men når vi har en ny model, der er markant anderledes, er vi mere på bar bund. Men der synes jeg, at Juke Point-løsningen er rigtig god, siger Tom Maxmølris.
Butikken åbnede den 8. oktober.