I starten af november lanceres en ny web-sitcom eller ”webisodes” – om man vil på ekstrabladet.dk. Serien hedder ”Daddio’s” og har Nikolaj Kopernikus og Troels Lyby i hovedrollerne. Hvert afsnit er af to minutters varighed, og hele serien er betalt af Nissan.
– Serien består af små historier, som ikke har så meget med os at gøre, men hvor målgruppen er lige os. Nemlig unge familiefædre. Serien handler om de situationer, hvor unge fædre har nogle tanker om, hvad det egentlig er, de har rodet sig ud i. Blandt andet set i forhold til deres single venner, fortæller Tom Maxmølris, der er Marketing Manager hos Nissan Danmark.
Serien er en ægte omgang Branded Content, hvor Nissan ikke kommer til at fremgå som afsender.
– Man kommer ikke direkte til at se, at det er os, der står bag afsnittene. Der er ikke Nissan ”på” serien. De kører dog i en Nissan, men det giver ikke så meget, for de fleste optagelser foregår inde i bilen, fortæller Tom Maxmølris.
Nissan bruger serien som et led i lanceringen af den nye Qashqai +2. Der er indtil videre planlagt 22 afsnit, og serien er lavet af Moland Film, mens OMD er mediabureauet.