Tre voksne mænd i en bil, der taler om patter og parforhold, har været indholdet i en af de første internetserier herhjemme.
”Sex, Løgn og Badminton” hedder serien i 20 afsnit, som bliver vist på ekstrabladet.tv betalt af Nissan.
Seertallene har svinget mellem 7.000 og 15.000 per afsnit – et resultat som Nissan Danmarks markting manager Tom Maxmølris er godt tilfreds med – men der er stadig plads til forbedringer.
– Vi har ikke været gode nok til at markedsføre serien. Flere har fortalt, at de glemte at se nogle af afsnittene, blandt andet fordi det ikke lykkedes at vænne folk til, at det skulle være en del af den daglige rutine. Vi kunne have gjort mere for netop at reklamere for, at der var nye afsnit hver dag, siger Tom Maxmølris.
Han er dog tilfreds med både platformen og seriens kvalitet.
– Det har været meget vigtigt for os, at serien skulle være godt lavet og, at der var dygtige skuespillere med. Det er endnu svært at sige, hvad vi har fået ud af serien rent økonomisk, men det er helt sikkert noget, vi tør prøve kræfter med igen, siger Tom Maxmølris.
”Sex, Løgn og Badminton” har Troels Lyby, Nikolaj Kopernikus og Lars Ranthe i hovedrollerne og var skrevet af Oliver Zahle.
Nissan brugte serien som et led i lanceringen af den nye Qashqai +2. Serien blev produceret af Moland Film, mens mediabureau-rollen har været udfyldt af OMD.