De første shortlister ved årets Cannes Lions blev offentliggjort i dag (søndag). Til at bedømme de cirka næsten 1.700 bidrag i konkurrencen Direct Lions er det danske jurymedlem Jens Peter Jensen fra Rainmaker.
– Det har ikke været et niveau, hvor man er blevet blæst omkuld, men jeg vil heller ikke sige, at niveauet er lavt. Vi kan absolut være med i Danmark. Eksempelvis stod det hurtigt klart, at Citymail-kampagnen skulle med, siger Jens Peter Jensen fra Rainmaker.
Da der er en masse sub-juryer, kan Jens Peter Jensen ikke vurdere om andre danske bidrag var tæt på shortlisten.
Det er første gang, at Jens Peter Jensen er med i juryen i Cannes, og det er ikke en tjans han fortryder.
– Det har været en kæmpe oplevelse. Der er så mange kompetente mennesker fra hele verden i juryen, og man ser så mange ting, at man ikke kan undgå at blive inspireret, siger han.
Jens Peter Jensen anslår, at han har set cirka 900 bidrag siden i tirsdags. Vinderne i konkurrencen Direct Lions kåres mandag den 16. juni.
Redaktionen, Cannes