KLUMME: Det er sjældent, den gamle redacteur er vågen i sadlen. Men onsdag den 26. juni fik jeg et voldsomt spark, så jeg på min indre skærm genhørte den amerikanske multikunstner Shel Silversteins legendariske stemme med: ”I feel so lonely in my saddle since my horse has run away.”

Huset Markedsføring og Havas inviterede til en event med David Jones, Havas’ globale CEO, på podiet. Denne mand er spændende, ikke kun fordi han driver forretning for sine kunder, men han er et omvandrende eksempel på, at ”Doing good is good business.”

En CSR-mand, før CSR var et buzzword. En mand med en vision, der ikke kun rækker forbi bundlinjen, men tager både bund- og toplinjen med sig, mens han flytter sig og kunderne ind i fremtiden. Han gør det bare nu.

Sølle 50 var mødt frem, og de var naturligvis begejstrede. Ikke fordi han sagde meget mere, end de mest aktive og progressive CSR-chefer allerede praktiserer, men konteksten var unik. David Jones viste et perspektiv via sine cases, der er lysår forud for sin tid. Hvis man altså tænker sig om, og skalerer op eller ned efter behov og branche.

Sølle 50?

Redacteuren ringede naturligvis rundt til sit hemmelige kildenet med sin undren. Og svarene var som følger:

– CSR og ansvarlighed er et buzzword uden værdi for virksomhederne.

Det har jeg da respekt for, thi disse mennesker vil se futtoget tordne forbi dem, mens konkurrenterne griner.

– Vi er for trætte efter Cannes. Vi rydder op før ferien.

Det har jeg også respekt for, thi hvem er ikke træt efter Cannes. Af de mange spændende inspirationer, og lidt vrede over, at Red Bull’s ”Stratos” ikke vandt Titanium, der nærmest er skabt til den slags kommunikation.

No Bullshit og Walk the Talk

Læringen er, at danske bureauer og virksomheder er stærkt konservative. De aner ikke, at ansvarlighed er mere end det nye sort. Det nye sort er et buzzword, ikke CSR. Ansvarlighed er det, forbrugerne i stigende grad vil efterspørge, og tror man ikke på det, har man ikke gjort sit hjemmearbejde. Accenture, McKinsey og Havas har bevist det. Ganske som tonsvis af studier fra diverse business schools.

Men at folkene i markedet er konservative og uvidende er ikke en tilstrækkelig forklaring på fraværet fra et møde med en visionær brite, der sidder i toppen af Havas. David Jones omgås Kofi Annan og Bill Clinton, ja de er med i hans ”barn”, One Young World, der inspirerer unge til at gøre en forskel.

Mr. Jones tiltrådte og vendte Euro RSCG fra en synkende skude til i 2006 at blive udnævnt til ”Global Agency of the Year” af Campaing og Adage. Det har intet andet bureau opnået.

Vi taler om en mand, der indeholder potentialet til at blive Martin Sorrell+ og Maurice Levy+. Og så er han oven i købet down to earth og no bullshit. Ikke mange kan bære det åg. Fra ”image” til ”reality”, altså handling, er et andet af hans mantraer. Walk the Talk, og helst ikke for megen talk.

Jeg elsker den slags, og kipper med kasketten af holdningen, der tager konsekvensen af den digitale virkelighed, forbrugerne excellerer i, men som mange virksomheder så grufuldt overser.

Men de lærer det, gør de. Når Martin Sorrell i slutningen af 2012 fortæller, at tiden er inde til at flytte 40% af WPP-investeringerne i digital retning, er det noget, David Jones – og i øvrigt Maurice Levy – gjorde for fem år siden.

”Miscallibration” er sygdommens navn

Jeg takker Havas for muligheden for at møde en visionær og sympatisk CEO, der har andet end en sparepære i toppen, og som driver forretning og ansvarlighed inde i den samme organisme.

Og så tilbage til den egentlige forklaring på, at bureauer og virksomheder ikke stod i kø for at høre David Jones. Manglende nysgerrighed og fordomme høstet af en inde-fra-og-ud-erfaring.

Malcolm Gladwell kalder den slags tænkning for ”miscallibration”, og heri finder vi den psykologiske årsag til ”mageligheden”. Det er beklageligt, men i sig selv en læring om, at hvis man vil flytte sig, skal man have modet til at udfordre egne fordomme.

Og hvis nogen er i tvivl om, hvem Shel Silverstein er, så er han manden bag Johnny Cashs ”A Boy Named Sue” og ”25 minutes to Go”, samt ”On the Cover of the Rolling Stone” og ”Sylvias Mother.”

God sommer.