24timer har sammenlignet gennemsnittet af 22.200 brugerbedømmelser af 12 førende danske mobilselskaber, og konklusionen er klar: De gamle selskaber får ris, de nye ros.
Telenor klarer sig markant bedre end de øvrige ”gamle” selskaber, mens Telmore er bedst blandt discountselskaberne og får en dobbelt så god bedømmelse, som TDC får.
– Discountselskabernes strategi er ”no bullshit” – få gebyrer, ingen dikkedarer og enkle produkter, som kunderne kan lide,« forklarer teleanalytiker John Strand om forskellen.
– Og de gamle selskaber sælger avancerede teleprodukter, som kunderne ikke forstår og derfor brokker sig over. Desuden døjer de på Trustpilot med en række gamle anmeldelser, der trækker dem ned, forklarer John Strand i 24timer.
René Brøchner, direktør i TDC Privat, indrømmer, at kundeoplevelserne ikke altid er gode nok.
– Derfor arbejder vi også løbende for at forbedre dem. Vi har omkring fire millioner kundeforhold, hvoraf nogle få ytrer sig på Trustpilot.dk. Dem lytter vi meget til og svarer, siger han til 24timer.
24timer