– Adams første job på Nobody var som runner på en reklamefilm for Carlsberg i 2006, husker Niels Kau og Jacob Raben, der ejer produktionsselskabet Nobody.

Og det runner-job må den nu Young Directors Award-vinder Adam Bonke have gjort godt, for efterfølgende blev han ansat som altmuligmand på Nobodys kontor i Borgergade i København.
Begge ejere af Nobody, Niels Kau og Jacob Raben, er selvlærte i filmbranchen og tror meget på at give deres ansatte ansvar og smide dem ud på dybt vand.Jacob Raben siger:
– Vi kunne se at Adam havde råt talent og et ekstra gear at køre på, så vi besluttede relativt hurtigt at starte vores egen interimistiske filmskole der opererer ud fra “Learning by doing”-princippet. Ved at komme i berøring med så mange af funktionerne på et filmhold som muligt, tror vi på, at man skaber en moderne og mere komplet instruktør, der forstår hele produktionen fra økonomi over den kreative platform til selve den fysiske optagelse med alle dens faggrupper og funktioner.

Den unge Adam viste meget hurtigt nye talenter frem inden for street-casting, location-scouting og idé-udvikling og kastede sig ud i alle problemstillinger der blev stillet foran ham, om de var produktionstekniske eller kreative.

– Fra starten viste han stort talent for at skabe et samlet helhedsindtryk i enhver type film, et talent der kun er vokset i takt med de udfordringer han har givet sig i kast med. Den foreløbige kulmination på denne rejse har vi så set nu med førsteprisen i YDA, og vi forventer os selvfølgelig meget af ham i fremtiden, siger Jacob Raben.

Mangel på talent
Niels Kau og Jacob Raben retter dog samtidig en appel til branchen om at have modet til at udvikle nye talenter:

– Vi hører alt for tit, at man helst vil have en instruktør der har lavet et lignende spot før. Det resulterer i, at det er de samme få “sikre kort” af instruktører der bliver spurgt igen og igen om de job, der er på markedet. Vi mangler snart en hel generation af unge instruktører som Adam, der kan udfordre og bide de etablerede instruktører i haserne, siger Jacob Raben og fortsætter:

– Da snart 80 procent af reklamemarkedet ligger på bureauerne, og filmselskaberne skal slås om de resterende 20 procent er det faretruende få nye instruktører der bliver udviklet. Traditionelt set er det filmselskaberne, der har leveret talenterne til markedet, men da størstedelen af det frie marked er forsvundet er der kun få selskaber tilbage med ressourcerne og viljen til at gøre det. Det er en dyr og lang proces og der er ingen garantier for at det lykkedes, men branchen har brug for talent og nytænkning hvis den skal overleve, fastslår han.

Nobody repræsenterer Adam Bonke worldwide.