Der foregår omfattende vildledning og fejl med Nøglehulsmærket i reklameaviser, hvor varer, der ifølge lovgivningen ikke kan få mærket, alligevel får påklistret det, skriver 24timer.
– Det er markedsføringsmæssig vildledning, og det sker ofte. Jeg finder fejl i tilbudsaviserne næsten hver weekend. Når man sender reklamer ud til hele landet, bør man have styr på, hvordan man håndterer mærket, siger Preben Vestergaard Hansen, kandidat i human ernæring og husholdningsvidenskab på Professionshøjskolen Metropol.
Siden november har 24timer fundet seks fejl i brugen af Nøglehulsmærket i Nettos tilbudsaviser.
Her har nødder og tørrede frugter fået det grønne Nøglehulsmærke i reklamerne, selv om ingen af varerne har eller kan få det.
– Det ene problem er, at nogle køber en vare, som de tror, er nøglehulsmærket, og så er den det ikke. Det andet problem er, at virksomhederne udhuler værdien af Nøglehulsmærket, når de gang på gang misbruger det, siger mad- og måltidssociolog og markedsføringsekspert Jon Fuglsang fra Professionshøjskolen Metropol.
Martin Olesen, marketingschef i Netto, kan ikke forklare den gentagne forkerte brug af Nøglehullet i kædens tilbudsaviser.
– I første omgang er jeg meget uforstående over for, at der skulle være sket de her fejl, for vi har en striks politik på området. Men det er klart, at når der er fejl, så skal de rettes. De giver jo forbrugeren en fejlagtig opfattelse af varen, siger han til 24timer.