For Scan-Ad er det en dårlig nyhed. Men for Nørgaard Mikkelsen og mediemarkedet er det en god. Expert har efter en konkurrence valgt at flytte sit budget fra Scan-Ad til Nørgaard Mikkelsen.
Baggrunden er, at Expert nu skal være mere synlig på tv. Men man har ikke omallokeret sit budget. Tv-investeringen er ganske enkelt lagt oven i det eksisterende markedsføringsbudget.
– For os er der tale om en meget stor investering, siger marketingchef Marianne Hauerslev, Expert. Hun vil dog ikke oplyse nærmere om investeringens størrelse.
Bureau-skiftet er besluttet i forsommeren, og de første film fra Nørgaard Mikkelsen er allerede ved at blive synlige. Scan-Ad er dog endnu ikke stoppet, idet bureauet skal færdiggøre igangværende print-arbejde først. Det vil være sket i løbet af en måneds tid, og det bliver således Nørgaard Mikkelsen, der kommer til at stå for al kommunikation op til jul.
Marianne Hauerslev giver udtryk for stor tilfredshed med samarbejdet med Scan-Ad.
– Men vi vurderede ikke, at bureauet rummede den rigtige kompetence til at hjælpe os med tv-investeringen, og det var baggrunden for, at vi sonderede markedet, siger Marianne Hauerslev og tilføjer, at det ikke var særlig let at finde bureauer til opgaven.
– Der er mange bureauer, som er gode til enkelt-stående mærker, men det er svært at finde bureauer, der kan håndtere kæde-markedsføring, hvor man både skal kunne håndtere service-koncepter, produkter og et stort antal butikker med deres behov for omsætning her og nu, siger Marianne Hauerslev.
3 bureauer endte med at deltage i konkurrencen.
Der er produceret 10 film med Charlotte Sachs Bostrup som instruktør, og de vil være mere image-orienterede – dog fortsat med et produkt involveret. Man arbejder med et “slice of life” koncept, hvor man søger at opnå en større ægthed hos deltagerne.
– Typerne er selvfølgelig castet på normal vis. Men nogle af filmene bygger på scener, som i første omgang var at betragte som fraklip. Men det er her, man nogen gange finder en større ægthed, siger Marianne Hauerslev. fin