Gør det noget, det virker, lyder det fynske reklamebureau Nørgaard Mikkelsens slogan. Og virker – det gør det åbenbart. Bureauet har givet alle de store københavner-bureauer baghjul noget så eftertrykkeligt, at man i dag skal til Odense for at finde Danmarks største bureau – i hvert fald blandt DRRB-kredsen (Kunde & Co er muligvis større), og hvis man fraregner FDBs bureau Reklametjenesten..
På tre år er bureauet vokset med ca. 50 pct. til en brutto-avance på ca. 94 mio. kr., og vækst-satsningen er reelt Nørgaard Mikkelsens måde at møde fremtiden på.
– Vores filosofi er at være et full-service bureau, hvor mange af de andre har etableret grupper bestående af selskaber med hver deres kompetencer. Vi ønsker at indgå et strategisk partnerskab, og når strategien så er lagt, så skal den gennemsyre alt, hvad der bliver lavet. Jeg har svært ved at få øje på nogen, der har lavet strategien et sted og fået den eksekveret et andet, siger adm. dir. Erik Laumand.
Men når han har sagt full-service, så skal han også forholde sig til, hvordan man arbejder med integreret kommunikation og sikrer den nødvendige kompetence på specialdisciplinerne.
– For nogle år siden kunne man være et full-service bureau med en bruttoavance på måske 60 mio. kr. Det kan man ikke i dag, og derfor har vi ønsket at vokse for at opnå en størrelse, hvor vi kan holde spidskompetencen også på special-disciplinerne, siger Erik Laumand og konstaterer, at markedsføring er et holdspørgsmål.
– Hvis du sammensætter et fodboldhold af verdens 11 bedste spillere, så vinder de ikke en fodboldkamp, siger Erik Laumand.
Han peger yderligere på, at bureauet satser meget på at beholde sine kunder.
– Vi vil helst ikke miste kunder, og har heller ikke mistet nævneværdige i de forløbne 3 år. Når så der kommer nye til, så giver det vækst, siger Erik Laumand. fin