Analyseinstituttet, Research International, har i en stor undersøgelse konkluderet, at en del af reklamebranchens medarbejdere er ganske overordentlig stressede. Det gælder især de yngre. Mange af dem har ikke overskud, når de kommer hjem, siger analytikerne. Analysen konkluderer derefter, at reklamebureauerne ikke har ansat de forkerte mennesker. Det er lederne, der er noget galt med. De er for meget fagfolk og for lidt motiverende ledere.
Sådan lyder hovedkonklusionerne, og de er da drastiske, hvis man bare betragter reklamebranchen som en af mange brancher. Hvilket Research International straks gør, og af samme grund er de noget forundret over, at konklusionerne stort set bliver mødt med ligegyldig tavshed.
Men det er faktisk ikke spor overraskende.
Analysen hører til den velkendte kategori, der konkluderer evige sandheder. Der er en del af slagsen i aviser og på TV. ”Bilister kører bil i stedet for tog, fordi de elsker deres bil”, viste en videnskabelig undersøgelse for nogle år siden. ”Børn har det bedre, hvis de ikke bliver mobbet”, siger en tilsvarende af slagsen. Den slags analyser skaber ikke rigtig debat, for der er ikke noget at diskutere.
Ingen kan blive uenige om, at reklamebranchen giver nogle mennesker stress. Det er en evig sandhed. Stress er tilsyneladende en konstant bivirkning af branchen, (ligesom af så mange andre brancher – luftfart, film, it, mode, medie, fortsæt selv).
Det interessante er derfor ikke fænomenet stress, men årsagerne til det. Research International svarer med an anden evig sandhed: ”det er ledelsen..”. Men er det virkelig så enkelt? Har Research Intern ational gravet dybt nok?
Det ser ikke sådan ud.
Så måske skulle vi alligevel bryde tavsheden og diskutere reklame og stress. Om ikke andet, så for Research International’s skyld.
Først må man vel sige, at stress ikke kun behøver at hænge sammen med ens arbejde i reklamebranchen, men kan skyldes, at mange forventer et liv, hvor både arbejde, børn og fritid går op i en højere (uopnåelig) enhed. En del yngre i branchen vil det hele med det samme, men kan selvfølgelig kun nå det halve. (Sådan er det i øvrigt for masser af unge i andre brancher – advokater, stewardesser, it-folk o.s.v.).
Når Research International’s undersøgelse viser, at de ikke har overskud, når de kommer hjem, kunne det måske skyldes, at de pågældende ikke er i stand til at prioritere. Og det er man nødt til i reklamebranchen. For her er ingen faste arbejdstider, dagens arbejde kan kun planlægges delvist, der kommer hastere og redninger og masser af akutte sager hele tiden. Der er ingen overenskomster, tryghed er en by i LO, ens arb ejdsplads er ekstrem konjunkturfølsom og kunderne forventer med rette, at bureauet nærmest kører i døgndrift. At der så oveni må arbejdes med hårde deadlines, gør kun ”ondt” værre.
I et sådant arbejdsmiljø, må man tilrettelægge sit privatliv efter andre normer end de, der med statsgaranti har fri hver dag kl. 16.15. og fredag kl. 15.00. Gør man ikke det, bliver man naturligvis stresset. Men om det er arbejdet eller privatlivet, der er den udslagsgivende faktor, besvares ikke i RI’s analyse. Her konstaterer man bare, at en del ikke har overskud, når de kommer hjem. (Medens bureauet naturligvis forventer, at de har overskud, når de kommer på arbejde. Et arbejde, de af samme grund får en relativ høj løn for – sammenlignet med en hvilken som helst anden mere eller mindre stresset arbejdsplads).
Det leder til et andet spørgsmål: Har nogle mennesker mere anlæg for stress end andre? Er de sådan indrettet, at deres liv altid bliver en rodebutik, fordi de ikke kan fokusere, koncentrere sig eller prioritere?
Jeg ve d det ikke, men efter 25 år i marketing- og reklamebranchen er det tydeligt, at nogle mennesker klarer presset helt uden problemer, medens andre bukker under. Jeg tør næsten ikke sige det, men den første gruppe består som regel af mennesker, der både kan koncentrere sig og samarbejde, fokusere og sprede latter, arbejde og holde fri, være sammen med egeocentriske reklamefolk og det stik modsatte. Jeg har aldrig hørt de mange dygtige drenge og piger i dansk reklame brokke sig over stress. Det sker selvfølgelig, at de får stress, men de tager det i stiv arm, snupper en skurdag eller går i byen, får adrenalinen ud af kroppen, slapper af og deltager i alverdens ikke-relevante sysler. Pointen er, at de gør det åbent og før det går rigtig galt.
Modsat de andre, som heldigvis er de færreste. Her går der bøvl i det. Familien presser på, de tager deres børn med på arbejde i stedet for at blive hjemme, de tumler rundt med alle boldene i luften og kan ikke fange nogen af dem, de bliver kede af det, irritable, sure, asoc iale og det der er meget værre. De kan ikke lide at leve livet farligt. De vil hellere have det trygt.
Når man skal ansætte nye folk i branchen, kan man jo ikke sprætte dem op og kigge på eventuelle gener for stress. Man håber det bedste og tror på intuitionen.
For det er en hård branche, vi er i. Enhver er i virkeligheden sin egen lykkes smed. Der er vild konkurrence, både mellem bureauerne og mellem de ansatte. Man kan ikke sidde og vente på at andre klarer ens egne sager. Samtidig skal man kunne samarbejde med meget forskelligartede typer. (Nye projektledere kan f.eks. stadig få feberhede pletter over, at kreative mennesker arbejder som de gør – og omvendt). Endelig bliver ens arbejde jo set af måske millioner af mennesker, der alle sammen synes reklame er dybt debilt – og siger det ved ethvert middagsselskab. Hvor man for resten også skal stå til regnskab for al den reklame, man ikke selv har ansvaret for. Man er hele tiden på. Og det er vidunderligt for den der kan holde til det, skrækkeligt f or alle andre.
RI-analysens påstand om, at det ikke er de ”forkerte” mennesker, der er ansat i branchen og bliver stressede, hænger derfor noget frit i luften. Hvor i alverden ved d’herrer analytikere det fra? Min erfaring siger modsat, at der af og til bliver ansat mennesker, som ikke er klar over (eller ikke vil godtage) branchens særlige vilkår – og derfor bliver skuffede eller endnu værre, voldsomt stressede.
Man kan naturligvis sagtens påstå, at det er reklamebranchens ledere, der er skyld i miseren. Det er det også. De kommer til at ansætte de forkerte. Meget menneskeligt, som sagt, for man kan ikke beskrive lugten i bageriet og nedtone den ansattes ofte meget lyserøde forventninger til branchen. Man begår fejl.
Men at påstå at branchens ledere ikke motiverer de ansatte er ikke rigtigt. Der findes ikke noget succesfuldt reklamebureau i Danmark, hvor lederne ikke virker stærkt motiverende for de ansatte. Hvordan skulle bureauet ellers få succes? (Men naturligvis gælder det omvendt også, at de samme le dere ofte er utåleligt krævende, selvcentrerede, hysteriske og irriterende målrettede). Der er mere ildsjæl end management over dem. Og det skal reklamebranchen vist være taknemmelig for.
Nu kunne nogen opfatte ordene her som et forsvar for stress. Det er de ikke. Det er alene et forsøg på at forklare årsagerne, uden at jeg har sat mig grundigt ind i diverse hormoners påvirkning af den menneskelige krop eller andre videnskabelige årsager til, at stress opstår.
Det klæder bestemt ikke branchen, hvis sygelig stress er udbredt. Der skal selvfølgelig gøres noget, hvis det bliver et nærmest permanent fænomen hos alle ansatte. Men det sker jo også hver dag, for stor stress ødelægger enhver arbejdsplads, det ved enhver leder, der stresset skal aflevere resultater hver måned. Research International kunne have fået mange rigtig mange gode svar, hvis de havde spurgt om bureauernes indsats mod stress. Der gøres faktisk en del rundt omkring, når det brænder rigtig på.
Men enhver i reklamebranchen ved også, at uden str ess går det slet ikke.
Hvis man ellers vil tiltrække mennesker, der ikke vil leve efter en snor, men anser udsving, risici, adrenalin, menneskelig mangfoldighed, konstruktive konflikter og stor latter for nødvendige betingelser for et godt arbejdsliv.