For et års tid siden gjorde Nokia – og Naked Communications i København – sig bemærket på den internationale scene med ”Open Song Project”, som siden blandt andet vandt en Webby Award og en FWA, og som lige nu herhjemme er nomineret til en True Awards.

Og nu er parterne klar med et nyt fælles projekt – ”The Zoom Project” – som handler om at skabe crowdsourced journalistik fra et fotojournalistisk perspektiv, og som langt hen ad vejen er i tråd med det tidligere ”Open Song Project”.

Kort fortalt handler ”The Zoom Project” om at udfordre den konventionelle nyhedsformidling og i stedet tilbyde co-creation af nyheder med og for offentligheden.

En hold af kendte fotojournalister og bloggere med i projektet, og alle er de placeret rundt omkring i verden, klar til at modtage twitter-anmodninger og forslag til historier.

Med på holdet er blandt andre Jan Grarup, sidste års vinder af World Press Photo Awards, samt Kenneth Nguyen, Emma Leth, Rasmus W. Karlsen, Young og Jamel Sundoo, og i den kommende tid vil de rapportere fra blandt andet Brasilien, Thailand, Island, Spanien, Frankrig, Israel, samt selvfølgelig København.  

Projektet kommer til at leve på tværs af forskellige kanaler med den centrale #ZOOMPROJECT som epicentret, samt sitet hvor folk kan kommentere eksisterende historier, se hvor reporterne er i øjeblikket, og selv komme med nye anmodninger.

Og inden for den allerførste uge har projektet såmænd allerede fået en noget uventet opmærksomhed, idet en historie fra ”Lærerens Protester” i Rio, som reporter Kenneth Nguyen, har fanget, er endt som ”breaking news” på tv-kanalen CNN.

Casper Willer, der i dag sidder i London som Nakeds europæiske kreative direktør, siger, at crowdsourcing og co-creation inden for nyheder ikke kun er interessant ud fra et content perspektiv.

– Vi ser det også som en mulighed for at udfordre den måde, nyhedshistorier kan skabes i fremtiden. Og rent teknisk har man ikke tidligere kunnet nå et passende kvalitetsniveau inden for fotojournalistik med et smartphone kamera, men Lumia 1020 har 41 megapixel, så det kan man nu.

Udover Casper Willer har holdet bag været det digitale produktionsselskab Bacon De Czar og yderligere fra Naked bl.a. Luong Lu, Trine Nielsen, Alexander Sekjær og Mette Hørdum.

Nyheds-eksperimentet er Naked Communications sidste rendyrkede projekt ud af København, idet bureauet som følge af en beslutning fra Nakeds hovedkontor lukker – og reelt trækker sig helt ud af Norden ved årets udgang.

Du kan se en film om projektet her.