Nokias mobiltelefoner vil for fremtiden blive udstyret med Googles søgemaskine.
Det meddeler den finske mobiltelefon-gigant, som tirsdag indgik en samarbejdsaftale med amerikanske Google. Det skete på en stor mobilmesse, som for øjeblikket løber af stablen i Barcelona.
I første omgang gælder aftalen fire modeller, nemlig N96, N78, Nokia 6210 Navigator og Nokia 6229 Classic.
Samtidig er Nokia i gang med at forhandle med webmødestedet Facebook om at udvikle et nyt program, der skal give de over 64 millioner Facebook-medlemmer mulighed for at gå ind på deres profil via Nokias telefoner.
For analytikeren Carolina Milanesi fra markedsforskningsfirmaet Gartner kommer Nokuas nye tiltag ikke som den store overraskelse, eftersom Google er verdens største søgemaskine og Facebook er et af de mest populære websamfund.
/ritzau/FNB