Ledelsen i Nokia er hårdt presset, og det kniber med at give klare svar på de rigtigt mange spørgsmål, som den finske mobilgigant bombarderes med på verdens største mobilmesse oven på beslutningen om at gifte sig med IT-giganten Microsoft.
–Du må undskylde, men vi annoncerede først planen i fredags, så der er en masse detailplanlægning, som skal falde på plads,« siger Kai Öistämö, Nokias øverste strategidirektør og ansvarlig for udviklerne, til Berlingske Business på Mobile World Congress.
Nokia valgte i fredags at satse på Microsofts Windows Phone i alle dyrere mobiltelefoner og skrotte sit eget Symbian-system. Ingen kan fortælle, hvornår den første telefon er klar, og først om et halvt år kommer Windows Phone på dansk med danske funktioner.
Efter at aftalen med Microsoft blev præsenteret fredag, styrtdykkede Nokias aktiekurs, og mange Nokia-ansatte brugte af deres flekstid, så de kunne gå tidligt hjem. Straks efter væltede kritikken ind på Nokias officielle netsted fra brugere, hvoraf flere truede med at levere deres nye telefon tilbage, mens andre skrev, at »hvis vi havde ønsket en Windows Phone-telefon, ville vi have købt en«.