To budskaber, man normalt ikke ville forvente fra et pensionsselskab – ”Pension er noller” og ”Det koster en million af dine penge at sende et brev” – var omdrejningspunktet for en digital kampagne, som MP Pension og bureauet &digital lancerede i foråret.

Målet var at aktivere pensionskassens medlemmer online, og kampagnen sad tydeligvis lige i skabet, for i skrivende stund har 50.000 medlemmer gjort, hvad de skulle – oplyse deres mail-adresse – herunder 27.000 i forbindelse med kampagnen.

Det betyder, at kampagnens målsætning er nået et halvt år før forventet, og det glæder Mogens Holbøll, der er kommunikationschef i MP Pension:

– Det her er et meget vigtigt skridt fordi os, fordi det er en kickstart af en styrket relations-opbygning med vores medlemmer. Mailadresserne giver os en dialogplatform med en optimal tilgængelighed, hvor vi kan kommunikere mere proaktivt, visuelt og personaliseret med vores medlemmer ud fra deres konkrete livssituation. Det er lige præcis dét, vi gerne vil, siger han.

What’s in it for me

Hos bureauet forklarer Walid Orfaly, der er Managing Partner hos &digital, at budskaberne er udviklet på baggrund af tidligere indhøstede erfaringer for, hvordan medlemmerne motiveres til at engagere sig:

– Det er jo sådan set ikke vigtigt for MP Pension at spare en million på blæk og porto. Millionen var den vinkel, vi valgte at anlægge for at tale ind i Whats-In-It-For Me-tanken hos det enkelte medlem.

– Vi ved, at pension er lavinteresse, og at det derfor kræver den rigtige motivation, før vi kan aktivere medlemmerne. Og det er vi lykkedes med gennem det her budskab. MP Pension er medlemsejet, så derfor er det jo i princippet medlemmets egne penge, der forsvinder ud med frimærkerne, siger han.

Til det tilføjer Mogens Holbøll:

– Formen her er en ny måde for os at kommunikere til vores medlemmer på, og den understreger både i sit udtryk og budskab, at vi vil være en vedkommende pensionskasse, der ønsker at forvalte vores medlemmers penge bedst muligt.

Effektiv Call To Action

Kampagnen er udrullet på alle MP Pensions nuværende kanaler både digitalt og på print, og som Walid Orfaly fra &digital siger, så er det meget enkle visuelle udtryk været et helt bevidst valg:

– Målet med kampagnen har været at få en stor inaktiv målgruppe til at reagere aktivt. Derfor fjernede vi al visuel indpakning, så budskabet fremstod så markant som muligt, selvom vi ved, at medieret indhold ofte er afgørende og bærende i kampagnefremstød. Men vi troede på, at budskabet og Call To Action var stærkt nok til at stå alene som blikfang –  og det har heldigvis vist sig at være den rigtige beslutning, siger Walid Orfaly.

Kampagnen fortsætter frem til årets udgang sideløbende med en række andre strategiske tiltag, der skal være med til at styrke dialogen med MP Pensions medlemmer.