Nordens største bank, Nordea, vil ikke længere annoncere på netmediet Den Korte Avis, skriver flere medier.
Det skyldes bl.a. Den Korte Avis’ negative fokus på indvandring og islam.
– Vi vurderer altid, hvor vi annoncerer, og i dette tilfælde har vi vurderet, at Den Korte Avis’ journalistiske profil ikke passer til Nordea. Derfor har vi valgt at stoppe annoncerne, siger Kim Grue, marketingchef i Nordea, til Jyllands-Posten.
Det er første gang, at Nordea har valgt at stoppe for annoncer på en bestemt hjemmeside, oplyser han til avisen.
Til BT forklarer Kim Grue, at det var en fejl, at Nordea annoncerede på Den Korte Avis.
– Før i tiden købte man annoncer hos de enkelte aviser. I dag køber vi ind i annoncepakker og i den pågældende mediepakke ligger eksempelvis Metroxpress, Tipsbladet og også Den Korte Avis. Og det er simpelthen en fejl, at vi ikke var opmærksomme på det, fortæller han.
Den Korte Avis ejes og drives af tidligere politisk rådgiver og kommentator Ralf Pittelkow og hans hustru, tidligere folketingsmedlem og minister Karen Jespersen.
jml