I foråret lancerede Nordea et nyt logo, som bl.a. betød farvel til det karakteristiske sejl, der gennem en lang årrække havde været bankens vartegn.

Og nu bliver det nye logo for alvor synligt, idet banken i øjeblikket er i gang med at lancere sit nye kommunikationskoncept, fulgt op af en stor, nordisk kampagne i både Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Budskabet i kommunikationen er, at Nordea er der for kunderne på alle tidspunkter i livet. Både privatkunder og erhvervskunder. Og det er det, den nye kommunikation skal afspejle, siger Kim Grue, Nordeas danske marketingchef.

– Banker handler jo ikke bare om penge ind, penge ud. I dag er vores rolle i langt højere grad at være der for mennesker, der har brug for råd og vejledning i forskellige situationer i livet. Når man flytter hjemmefra, bliver gift, når børnene flytter, når man går på pension osv. Eller investeringskunder, der fx i forbindelse med Brexit, havde brug for råd.

Ikke bare 30 sek TV

Lige nu ruller den første kampagne under det nye kommunikationskoncept ud i alle fire nordiske lande, og mange vil sikkert bemærke, at Nordeas mangeårige slogan ”Gør Det Muligt” er forsvundet.

Og der kommer ikke et nyt.

– Et slogan er i vores øjne tæt forbundet med den traditionelle 30 sekunders TV-reklame, men i dag er marketing langt mere end det. Vi arbejder i stigende grad digitalt, på masser af forskellige platforme og i masser af forskellige formater, så ligesom vi har sagt farvel til sejlet, har vi også sagt farvel til sloganet. På den måde mener vi, vores kommunikation fungerer bedre på de forskellige platforme, siger Kim Grue.

Han fortæller videre, at kampagnen i Danmark primært bliver synlig online, på print og i lufthavnen. I første omgang, går man ikke bredt ud på TV, men det ligger i kortene, at det kommer senere.

Nordea har jo ellers ikke brilleret med høj kundetilfredshed på det seneste. Regner I med at jeres nye kommunikation kan ændre på det?

– Vi bilder os ikke ind, at det alene kan forbedre kundernes tilfredshed. Det eneste, der for alvor kan ændre på det, er den daglige kontakt med kunderne, siger Kim Grue, der i øvrigt oplyser, at bankens marketingbudget ikke ændres i forbindelse med den nye kommunikation.

Særligt tilbud til erhverv

Der er indtil videre lavet fem film: En generel film, der er skåret i en kort og en lang version, og dertil kommer fire film baseret på temaer: To rettet mod erhverv, en der har bolig som tema, og en der handler om opsparing.

Og så går Nordea i samme forbindelse ud med et nyt tilbud til de små og mellemstore virksomheder, som går og tumler med eksport-tanker.

– Vi har lanceret det vi kalder en Trade Portal og en Trade Club i samarbejde med andre europæiske banker. Ideen er, at mindre virksomheder her kan finde hjælp til at komme i gang med nye markeder og også finde relevante samarbejdspartnere, siger Kim Grue.

Initiativet har i øvrigt fået sin egen kampagnefilm – skabt af Frankly – som du også kan se herunder.

Ellers er kommunikations-konceptet og de nye film skabt af McCann Nordic med McCann Stockholm som lead. PHD er bankens mediabureau.

Det nye logo er udviklet af det svenske designbureau Bold, der er en del af den nordiske bureaukonstellation The North Alliance (NoA).

Se den første af Nordea nye film her – efterfulgt af filmen, der fortæller om den nye Trade Portal/Trade Club.

Kampagnefilm – long version

Nordea Trade Portal