Den nordiske finanskoncern Nordea er kommet ud af første kvartal af 2015 med et nettoresultat på 1082 millioner euro mod 831 millioner euro i samme kvartal 2014.

Det fremgår af bankens kvartalsregnskab.

Ifølge bankens koncernchef, Christian Clausen, var årets første kvartal præget af en øget kundeaktivitet og en stærk vækst i indtægterne.

– De ekstremt lave renter lægger pres på nettorentemarginalerne, men øger også efterspørgslen efter vores produkter og serviceydelser i andre dele af banken, siger koncernchefen i en kommentar til regnskabet.

Står det til Christian Clausen, så er den større volatilitet – også kaldet usikkerhed – med til at øge behovet for Nordeas løsninger inden for risikostyring blandt erhvervskunder og institutionelle kunder.

– Og interessen for vores opsparings- og investeringsprodukter er fortsat meget stor i hele Europa, tilføjer Christian Clausen.

/ritzau/