Kender du Nordea-fonden? Hvis ikke, så kommer du til det nu.

Lige nu er fonden nemlig i luften med en ny kampagne, som skal løfte kendskabet til fonden som ”en samfundsopbyggende fond, der med sit arbejde og sine uddelinger fremmer gode liv for mennesker i Danmark”.

Det første tema hedder ”Projekt: Det gode liv i byen”, og med en pulje på 100 mio. kroner efterlyser fonden nu forslag til spændende by-projekter.

– Fondens uddelingsstrategi handler om støtte aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Det er et meget bredt felt, og derfor har vi besluttet at lave en kampagne, hvor vi samler vores fire indsatsområder under ét tema for på den måde at opnå større gennemslagskraft, siger Nordea-fondens kommunikationschef Tine Wickers.

Anbefaling fra netværk

Fondens nye identitet og kampagne er lavet i samarbejde med marketingbureauet fireball, som blev valgt uden forudgående bureaukonkurrence.

– Jeg forhørte mig i mit netværk, om hvem der kunne løfte vores strategiske kommunikationsopgave med en langtidsholdbar idé, som jeg kunne søsætte vores nye kampagne på ryggen af. Og fireball var en god anbefaling, siger Tine Wickers.

Og hos fireball er kreativ direktør Tom Lundquist naturligt nok også glad for det nye samarbejde:

– Nordea-fondens strategi om at brande fonden gennem de støttede projekter og køre en kampagne under ét overordnet tema, følger vores grundfilosofi om, at al marketing starter og slutter med produktet. Fondens projekter er fondens produkter – tilsammen fortæller de en stærk og vedkommende historie om fonden og dens rolle i det danske samfund, siger han.

Kampagnen kører på en række forskellige platforme, herunder print ( i dagblade), outdoor (abribus), og sociale medier (Facebook). Der kører desuden events med uddeling af     blomsterfrø i en række af de største danske byer – og endelig kører der en kampagnefilm online og på kampagnesitet. 

Du kan se kampagnefilmen her.