Efter en bureaukonkurrence under konsulent-ledelse af Hestbæk Consult har Nordea nu underskrevet en tre-årig kontrakt med DDB. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.
Storbanken samarbejdede tidligere med norske Try, som dengang blev valgt som lead agency for storbankens fremtidige markedsføringsaktiviteter i Norden i konkurrence med flere store internationale bureau-netværk.
Men da Try sidste efterår gik i pitch om bank-konkurrenten DnB Nor, mente Nordea, at det var tid til at finde en ny dansepartner, og man opsagde derfor efter to års samarbejde kontrakten med Try.
Siden da har Nordea været på jagt efter en ny, langsigtet, kreativ bureaupartner, og det har man nu fundet i DDB og Creuna.
– Kontrakt med DDB og Creuna om et strategisk partnerskab skal sikre konsistens i vores kommunikation. Vi er overbevist om, at vi i bureauerne har en engageret samarbejdspartner, der kan levere stærke og langvarige kreative løsninger, siger Petri Nikkilä, der har været koncern-marketingdirektør i banken siden februar 2010.
Strukturen i det nye samarbejde afspejler Nordeas organisation. Det betyder, at der ikke er noget hovedbureau, men i stedet er der tale om et ægte nordisk set-up med et nordisk team.
De øvrige tre konstellationer, som deltog i opløbet, var:
WatersWidgren/TBWA i Sverige, TBWA i både Norge og Finland og BBDO i Danmark
Bates Y&R i København, Wunderman Y&R i Helsinki, Bates United i Oslo og Stenström/Red Cell i Stockholm
Robert/ Boisen & Like-minded (Danmark), Dynamo (Finland), Kitchen (Norge), Jung Von Matt (det tyske bureaus svenske datterselskab)