Aftalen med Team Danmark og Danmarks Olympiske Komité gør Nordea til hovedsponsor i arbejdet med at udvikle og støtte danske elitesportsfolk. Der er indgået tilsvarende aftaler med de olympiske komiteer i Sverige, Finland og Norge, og Nordea er dermed sponsor for de olympiske sportsfolk i hele Norden.
Nordea bliver samtidig hovedsponsor for Dansk Håndbold Forbunds børne- og ungdomsarbejde. Nordeas bidrag gør det blandt andet muligt at rekruttere flere trænere og give endnu flere børn mulighed for at spille håndbold. Aftalen betyder fx, at støtten til de årlige håndboldskoler kan øges. Målet er, at 10.000 børn fremover får tilbud om at prøve kræfter med den populære sportsgren en uge i sommerferien.
Aftalerne med Danmarks Olympiske Komité, Team Danmark og Dansk Håndbold Forbund løber foreløbig frem til udgangen af 2008.