Mens finanskrisen stadig sætter sit spor på Danske Banks image, fortsætter Nordea sin færd mod toppen af imageranglisten. For Nordeas image er der åbenbart kun en vej – opad. Det er i hvert fald det umiddelbare indtryk, når man ser resultaterne af den årlige imageundersøgelse, som IFO – Instituttet for Opinionsanalyse – har udarbejdet for Berlingske Nyhedsmagasin.
Mens finanskrisen smittede negativt af på de fleste af Nordeas konkurrenter, har de seneste år været lidt af en sejrsgang for den danske topchef Peter Schütze. Siden 2006 er banken rykket 15 pladser op af imageranglisten, som Berlingske Nyhedsmagasin offentliggør hvert år. Syv af de danske banker er med i IFO-undersøgelsen, og mens Nordea befinder sig i toppen, indtager FIH Erhvervsbank bundplaceringen blandt bankerne med en plads som nummer 133 ud af de 140 virksomheder, der er bedømt i undersøgelsen.