Når storbanken Nordea nu har underskrevet en tre-årig kontrakt med DDB og Creuna, må bureauerne finde sig i, at ingen af dem bliver lead-bureau.
Strukturen i det nye samarbejde afspejler nemlig Nordeas egen organisation, og det betyder, ifølge bankens pressemeddelelse, at der er tale om ”et ægte nordisk set-up med et nordisk team.”
– Ja, det nye er jo blandt andet, at der netop ikke bliver noget lead-bureau – og heller ikke noget lead-land, om jeg så må sige. Det nordiske set-up skal netop sikre, at vi har kompetencerne fordelt i alle lande, og at vi dermed bliver stærke i alle lande, siger Kim Grue, der er marketingchef i Nordea Bank Danmark.
Han tilføjer, at det er vigtigt for banken at være i stand til sammen med bureauerne at skabe fælles nordiske løsninger.
– Men det er også vigtigt for os, at det fungerer nationalt, siger Kim Grue.
Når Creuna nu er med i konstellationen sammen med DDB, er det så et udtryk for yderligere styrkelse af Nordeas digitale markedsføring?
– Jeg vil ikke sige yderligere styrkelse, nærmere at valget af Creuna er en konsekvens af vores hidtidige strategi, for vi vægter i forvejen det digitale højt. Men det er klart, at valget af Creuna, som jo er kendt for at levere det ypperste in den kategori, vil være en styrke for os, siger Kim Grue.
Nordea samarbejdede tidligere med norske Try, som var lead agency i Norden. Men da Try sidste efterår gik i pitch om bank-konkurrenten DnB Nor, valgte Nordea at opsige samarbejdet.