I oktober 2007 kunne det Oslo-baserede bureau, Try, glæde sig over at være løbet af med sejren i storbanken Nordeas bureaukonkurrence.
Bureauet blev dengang valgt som lead agency for storbankens fremtidige markedsføringsaktiviteter i Norden i konkurrence med flere store internationale bureau-netværk.
Men nu stopper samarbejdet.
Nordea Bank Danmarks marketingchef Kim Grue, siger:
– Beslutningen om at stoppe samarbejdet sker i gensidig forståelse. Vi har været glade for Try, men vi skal have ny nordisk koncernmarketingdirektør og samtidig er Try i dialog med DnB Nor, derfor er vi blevet enige om at slutte samarbejdet. Vores kontrakt med bureauet lyder på seks måneders opsigelse, men vi kan ikke sige præcis, hvornår vi stopper.
Dermed skal storbanken altså igen på jagt efter et nyt reklamebureau.
De nærmere detaljer om dette kan Kim Grue ikke sige noget om endnu, og det hænger blandt andet sammen med, at Nordea i oktober offentliggjorde, at man havde ansat en ny nordisk koncern-marketingdirektør.
Finne leder jagten
Det er den 38-årige finne Petri Nikkilä, som kommer fra Unilever og i øvrigt har en fortid i bureaubranchen hos Grey Advertising.
– Petri Nikkilä tiltræder den 1. februar 2010, og det vil derfor være naturligt, at han kommer til at tage del i processen med at finde et nyt reklamebureau, siger Kim Grue.
Storbankens samlede nordiske budget, som altså nu er i spil, vurderes forsigtigt af kilder i branchen til at ligge pænt op mod midten af et trecifret millionbeløb.
Men hvis vi skal holde os til de autoriserede tal, så indtog Nordea i 2006 med et registreret medieforbrug på lige omkring 63 millioner kroner en 17-plads på Gallups Adfact-liste over de største danske annoncører.
Men det dækker altså kun Nordea i Danmark og skal formentlig i hvert fald ganges med fire, hvis man skal danne sig et billede af det samlede nordiske budget.