Nordea har overtaget rollen fra Danske Bank som den stærkeste til at styre kreditterne. Senest kom det skifte til udtryk, da A. P. Møller-Mærsk besluttede at give Nordea retten til at sælge aktier for ni milliarder kroner. Og altså ikke ”husbanken” Danske Bank.
Med til det billede hører Nordeas nye satsning på at være førende, når det gælder om værdigrundlag.

”Værdigrundlaget i en virksomhed er langt vigtigere end kreditpolitikken. Et stærkt forankret værdigrundlag fører til en sund kreditpolitik. Det modsatte gør sig ikke nødvendigvis gældende,” siger Christian Clausen, Nordeas topchef.
Han erkender, at værdier i virksomheder traditionelt tilhører aktiver i den bløde ende af skalaen, men hvis ledelser helt konkret finder ud af, hvad deres værdigrundlag er – og får dem implementeret i virksomhederne – er de bløde værdier det stærkeste værktøj overhovedet.
Hvorvidt de bløde værdier er holdbare, hvis Nordea lider alvorlige tab i Baltikum og Østeuropa vil vise sig.
Berlingske Business side 10.