Nordea Bank har gennemført en større organisationsændring på marketing og kommunikationsfronten, som til forveksling ligner en opgradering af marketing-funktionen.
Banken har således etableret en ny enhed – Group Marketing & Communications – og ansat en markant retail- og marketingperson i skikkelse af Helena Andreas til at lede den.
Og Helena Andreas er ikke fru hvem som helst i den boldgade: hun kommer fra en stilling som leder af Retail Management i Vodafone Group i London. Tidligere har hun haft ledende stillinger inden for markedsføring og salg i Tesco UK, ligesom hun har arbejdet for Accenture i Sverige.
I Nordea Bank kommer hun til at stå i spidsen for Group Marketing and Communications med direkte reference til koncernchef Christian Clausen.
Den nye enhed rummer tre afdelinger: Group Marketing, Group Identity & Communications (som tidligere var en stabsfunktion med direkte reference til bankens CEO) og endelig CSR (der tidligere lå som en afdeling i Group Risk Management).
Helena Andreas starter i sit nye job 1. juni.