Den skandinaviske storbank Nordea satser på at blive en af de ledende banker i Polen i løbet af få år. Banken har derfor lanceret ‘turboprojektet’, og det betyder, at der skal åbnes en ny filial i Polen hver uge. Nordea har to procent af det polske marked, men inden for de næste seks år skulle banken gerne nå syv procent. Det kræver en ekstrem ekspansion, men det er der ifølge den administrerende direktør for Nordea Polen, Wlodzimierz Kicinski, også plads til, på trods af ekstrem hård konkurrence. “Jeg plejer at sige, at der er Kina, Indien og Polen, som har økonomisk vækst. Og så er der alle de andre. Så der er potentiale i Polen, og det er der selvfølgelig også andre internationale banker, som er klar over. Så konkurrencen i Polen er ekstrem hård,” siger han, inden han fortæller, at 40 procent af den polske befolkning fortsat ikke har nogen bankkonto.
Borsen.dk