Friske tal fra analysevirksomheden Yougov viser, at banksektoren hen over sensommeren i stor stil er blevet ramt af mistillid fra danskernes side.
Aktiedyk, bankpakker, fyringsrunder og bankskandaler har præget august, og selv om det er gået ud over sektoren generelt, så er det klassens pæne pige, Nordea, der ser ud til at være hårdest ramt. Det skriver Dagbladet Børsen.
Nordeas image-score er på laveste niveau i hele 2011, og faldet inden for den seneste måned er på hele 30 procent.
En måned som for Nordeas vedkommende især har været præget af beskyldninger om dobbeltspil i Pandora-sagen og ikke mindst nedskæringer i form af en reduktion i medarbejderstaben på omkring 600 personer.
Tæskene i sidstnævnte sag bad Nordea selv om, vurderer Jens Kofoed, mangeårig direktør i kommunikationsbureauet Hill & Knowlton og nu partner i rådgivnings- og investeringsselskabet First Chair, over for Børsen.
Især en situation, hvor Nordeas forholdsvis nytiltrådte danske topchef Michael Rasmussen klarede sig mindre godt i et tv-interview med DR, bar ved til bålet, mener Kofoed.
Dagbladet Børsen