– Ambitionen er at skabe grobund for yderligere kreativ og kommerciel vækst i Zentropa, herunder at udvide antallet af internationale produktioner, fortæller de nye partnere. Peter Aalbæk Jensen fortsætter som adm. direktør i Zentropa, der drives videre i et ligeværdigt partnerskab mellem Nordisk Film og de eksisterende anpartshavere.
– Det giver flere film til udenlandske og danske biografer. Og større udfordringer til flere instruktører. Plus mere aktivitet i studier og klipperum, hævder de ambitiøse parløbere.
Zentropa har siden selskabets etablering i 1992 været et af Danmarks førende produktionsselskaber. Visionen bag samarbejdet mellem Nordisk Film og Zentropa er at skabe et nordeuropæisk filmselskab, som kan tiltrække de stærkeste kreative kræfter. Nordisk Films involvering i Zentropa medfører en kapitaltilførsel, og det er intentionen, at de nye midler skal benyttes til at øge antallet af internationale produktioner i forhold til tidligere. Samtidig betyder samarbejdet bedre udnyttelse af de produktionsfaciliteter, som selskaberne råder over i forskellige lande.
Respektfuld forskellighed
– De to selskaber kan udefra virke meget forskellige, men lad os ikke glemme, at Nordisk Film blev startet af en gøgler og købmand. Forholdet mellem medarbejderne i Avedøre og Valby har altid været præget af gode personlige relationer og professionel respekt. Jeg er utrolig glad for og stolt over, at Zentropa viser os den tillid at dele deres livsværk med os, siger Nordisk Films adm. direktør Michael Ritto.
Zentropas Peter Aalbæk Jensen har denne kommentar til alliancen med Isbjørnen:
– Jeg har længe haft en drøm om at skabe et fleksibelt filmstudie, hvor garvede kreative kræfter dyrker deres internationale karriere, og hvor nye talenter får chancen nationalt i flere lande. Nu bliver drømmen til realitet, nu tænker vi stort på en dansk måde: Uden det store hule, trut i trompeten, men med en god portion snusfornuft. Nordisk Film og Zentropa er begge i besiddelse af stærke brands og stor know-how. Sammen er vi et aktiv for film og tv i det nordlige Europa.
Hovedanpartshavere i Zentropa Folket Aps. er Peter Aalbæk Jensen, Lars von Trier og et selskab bestående af en gruppe på 110 medarbejdere, instruktører og andre kreative. Nordisk Film køber anparter forholdsmæssigt fra anpartshaverne. Købesummen forbliver en ”Dancer in the Dark” i krydsfeltet mellem parterne.
cwl