Når forbrugerne vælger, hvor de køber film, har de efterhånden mange muligheder. De kan gå i biografen, købe en dvd, abonnere på filmkanaler via satellit eller kabelnet, gå i en videoudlejningsbutik, eller de kan gå online via enten PC eller kabelnet og købe eller leje en film via en digital service, også kendt som video-on-demand (VOD).
VOD-muligheden har eksisteret i nogle år, men det er først for alvor nu, hvor computere, båndbredde og tv-apparater er blevet klar til at håndtere de tunge filmfiler, at det er attraktivt for bredbånds- og kabelnetudbydere at tilbyde kunderne et varieret udvalg af film og tv-programmer via PC og digital-bokse til tv.
Den virkelighed erkender man på Nordisk Film, der alene i år forventer at indkøbe 60-70 amerikanske og ca. 40 nordiske film til Nordens største filmkatalog, som nu rummer flere end 3.000 titler.
Det handler naturligvis om at opkøbe rettigheder til titler, som forbrugerne får adgang til via pc, set top box, spillekonsoller og mobile enheder inden for alle distributionsformer, f.eks. IPTV, kabel, mobildistribution herunder 3G, PC/Internet og fiberteknologi. Selskabet leverer i alle tekniske formater, og arbejder i øvrigt tæt sammen med partnerne for at standardisere formaterne.
– Vi er i det her marked for at gøre vores store vifte af underholdning tilgængeligt overalt og dermed forhåbentlig, som en positiv sidegevinst, mindske pirateri. I løbet af 2008 vil et stort antal platforme komme i spil, hvilket vil øge det generelle udbud til fordel for både branchen og ikke mindst forbrugerne, siger direktør i Nordisk Film, Kenneth Wiberg.
Han fortsætter:
– Vi tror på, at køb af film med tiden bliver muligt på alle de platforme, som forbrugeren har adgang til. Afgørende for succes er, at løsningerne på de enkelte platforme er forbrugervenlige og lettilgængelige.
cwl