Det norske tele- og medieselskab Telenor og den svenske mediegigant Bonnier har tidligere udtrykt ønske om at etablere en nordisk tv-gigant bestående af de kommercielle tv-kanaler TV 2 (Norge), TV4 (Sverige) TV2 (Danmark) og MTV3 (Finland).
En af brikkerne i dette spil er dansk TV 2, som i går kunne præsentere et solidt overskud. TV 2’s resultat før skat landede på 499 millioner kroner i 2010 mod et underskud på 27 millioner kroner i 2009.
Dermed synes en af knasterne for samarbejdet at være ryddet ad vejen, og TV 2’s administrerende direktør Merete Eldrup siger til det norske medie Kampanje, at hun langt fra er fremmed over for tanken om en nordisk tv-kæmpe.
– Planerne er spændende og tillokkende, siger hun.
Kan du se dansk TV 2 for dig i et sådant selskab?
– TV 2 har et tæt samarbejde med de nordiske ”søsterkanaler” om blandt andet indkøb og rettigheder, og vi mødes et par gange om året. I praksis er TV 2’s eventuelle involvering i et fælles selskab ikke noget, som kan ske på kort sigt, men tanken er som sagt spændende og kombinationen af disse nordiske kanaler er interessant, svarer hun.
Er du bange for at komme til at stå udenfor, hvis den danske stat privatiserer TV 2?
– TV2 har en stærk position blandt danskerne, så jeg er ikke bange, svarer TV2-chefen.
Der foreligger endnu ikke konkrete planer om at privatisere TV 2, selvom det er ti år siden, at den danske regering satte det på dagsordenen. Både Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde og kulturminister Brian Mikkelsen erklærede dengang, at salget skulle ske inden 100 dage.
I 2004 blev TV 2 sat til salg, men efter en klage pålagde EU-kommissionen TV2 i 2004 at betale 628 millioner kroner tilbage til staten. Disse penge havde kanalen angiveligt modtaget i ulovlig statsstøtte i form af licens. TV 2 ankede sagen, og i 2005 valgte regeringen at slå bremserne i for privatiseringen, indtil EU-sagen er afgjort.
TV 2’s privatiseringsplaner fik yderligere et skud for boven i sidste uge, hvor Højesteret kendte TV 2’s
rabatmodel til annoncører ulovlig. Derfor står TV 2’s kommercielle konkurrenter, heriblandt SBS og MTG, sandsynligvis klar med erstatningskrav på treciferde millionbeløb.