Film og geografi hører sammen. Tænk på ”Lost in translation” og Tokyo, ”Ringenes Herre” og New Zealand og ”Mig og Annie” og New York. Nu håber VisitNordjylland, at det øverste af Danmark kan få sin egen film, når ”Min Søsters Børn vælter Nordjylland” har premiere op til jul.
– Vi fandt ud af, at den næste film i serien ”Min Søsters Børn” skulle foregå i Danmark, og at filmselskabet var på udgik efter locations. Derfor meldte vi os på banen, siger Sisse Wildt, marketingchef i VisitNordjylland.
Håbet er naturligvis, at filmen skal fremstille landsdelen i sådan et lys, at danskere fra resten af landet får lyst til at komme på besøg.
– I forbindelse med filmen har vi arbejdet tæt sammen med det lokale turisterhverv, i form af Fårup Sommerland og Skallerup Klit Feriecenter, og vi ser alle frem til at filmen giver endnu flere danskere mod på at opleve den nordjyske gæstfrihed på egen krop og sjæl, siger Sisse Wildt, der sammen med resten af VisitNordjylland har hjulpet med at finde hotelpladser til filmholdet, samt egnede locations så som huse, strande, bunkere og togstationer m.m.
Desuden har VisitNordjylland købt sig lov til at bruge materiale fra filmen i turistorganisationens markedsføringsmateriale.
Har I også haft indflydelse på indholdet i filmen?
– Nej. Det var klart aftalt fra starten. Det er dem, der ved, hvordan man laver den bedste film, og vil de eksempelvis gøre grin med nordjydere i filmen, så må det være sådan, siger Sisse Wildt.