Bureauet er de seneste år vokset til ni mand og kan skrive en række større private og offentlige virksomheder på kundelisten, heriblandt Alfa Laval, Beierholm og Cembrit.

Bureauet omsatte i 2014 for knap syv millioner kroner.

Navneskiftet sker som et led i virksomhedens udvikling fra regionalt til nationalt og internationalt bureau, lyder det fra bureauets stifter og adm. direktør Esben Lind i en pressemeddelelse.

– Vi har været igennem en meget positiv udvikling de seneste år og har i dag en professionel organisation med specialister inden for strategi, PR, public affairs og sociale medier, siger han.

– Vi har en meget strategisk og seriøs tilgang til virksomhedernes eksterne kommunikation, og det har vist sig at være attraktivt for ikke mindst de større offentlige og private virksomheder, fortsætter Esben Lind.

Ændringen af virksomhedens navn sker som et led i den fortsatte vækst og udvikling, hvor både det faglige og geografiske udgangspunkt bredes ud:

– Det er stadig PR i form af medieomtale, der er vores kerneforretning. Men i dag suppleres PR ofte med kommunikation på andre platforme, herunder selvfølgelig de sociale medier. Samlet set betegner vi det som publicity, siger Esben Lind.

I forbindelse med navneskiftet indtræder Bo Jeppesen som partner. Bo Jeppesen har været i virksomheden i godt tre år og er specialist inden for både offentlig kommunikation og public affairs.

– Jeg glæder mig meget til at blive yderligere engageret i virksomheden. Vores specialviden inden for kommunikation efterspørges i stigende grad, og der er ikke ret mange i Danmark, der kan det, som vi kan. Derfor er det vores hensigt at vækste yderligere, siger Bo Jeppesen.