Der er både avis, radio, website og mobilt indhold med i pakken, når Nordjyske Medier fra i dag serverer nye medietilbud til de unge nordjyder. Udgangspunktet i det indhold og den stil, som FM-radioen ANR har succes med, udkommer web- og mobilsitet anr.dk og avisen ANR fremover med det sigte at give målgruppen lettere adgang til oplevelser, at gøre det sjovere at være ung i Nordjylland og at give en hjælpende hånd til studerende i landsdelen.
Brugerne selv bliver sammen med et hold håndplukkede journalister og værter på ANR radioen hovedpersoner på såvel anr.dk som i avisen ANR, hvor indholdet bliver en blanding af udvalgte blogs, artikler og videoer om livet som studerende i landsdelen samt unik underholdning, som især morgenholdet på ANR radioen står bag.
– Vi vil have fat i endnu flere yngre mediebrugere, og det gør vi i et samspil mellem de tre mediekanaler radio, online på net og mobil og en trykt avis. På den måde kan mediebrugerne få fat i os, uanset hvor de er, og vi kan blive deres aktive medspiller både i den daglige studiehverdag og i fritiden, hvor den står på kulturoplevelser og fest, siger chefredaktør Lars Jespersen, Nordjyske Medier.
Det er unge i aldersgruppen 17-25 år, der er målgruppen. Indtjeningen bygger på flere elementer med annoncer på print, radio og online, sponsorater og salg af billetter og andre produkter.
– Unge er en målgruppe, som er meget bevidst om deres rolle som medieforbrugere. Derfor er det en vigtig del af vores nye ungdomsunivers, at vi har meget tæt kontakt til brugerne og opfatter dem som vores udvidede redaktion, fortsætter Lars Jespersen.
– Vi lytter til dem og tager deres behov og budskaber alvorligt. Samtidig vil vi konstant arbejde med at forny medieplatformene og deres indhold, så det aldrig føles kedeligt og rutinepræget. Det skal være relevant og indbydende at bruge de nye medier og de tilbud, vi bringer.
For Nordjyske Medier, der stort set har monopol på medier fra Limfjorden og nordpå, er det endnu en vigtig strategisk satsning at skabe en stærkere relation til unge mediebrugere og samtidig udvikle nye forretningsmodeller.
I løbet af de næste måneder kommer de nye medier ud i virkeligheden, når ANR fx præsenterer koncert med den kommende vinder af X Factor, arrangerer en intimkoncert med Danmarks største popstjerne Rasmus Seebach og tager på forårsturné i Nordjylland med bussen fuld af populære musikere.