Det blev Nørgård Mikkelsen, der vandt den grønlandske logokonkurrence. Det nye logo er startskuddet på en brandingproces, som skal gøre verden opmærksom på grønlandske produkter og på Grønland som turistmål. Logoet blev valgt blandt adskillige forslag fra en række danske reklamebureauer, herunder Bates og Kontrapunkt.

Logoet er designet af Art Director Christian Hole, der beskriver logoet som ”et bølgende nordlys med evigt skiftende intensitet og form, så det pludselig også er en bølge eller et isbjerg.” Og det var blandt andet logoets henvisning til den grønlandske natur, der gjorde udfaldet i konkurrencen.

Der ligger også klare tanker bag farvevalget:
– De lyse blå farver indikerer himmel og lys, mens den mørkere blå skal symbolisere hav og naturens enorme kræfter, siger Christian Hole og fortsætter:
– Logoet er med til at løfte Grønland ind i det 21. århundrede. Det er en moderne tolkning af landet.

Det nye logo bliver en del af en øget profilering af Grønland. Men samtidig skal logoet også bruges i virksomhedernes egen markedsføring. Virksomhederne tæller udover Hjemmestyret bl.a. Greenland Tourism & Business Council, Royal Greenland, Air Greenland og KNI. MSOL