Norske CCT, der har udviklet en teknologi, som skal gøre det muligt for annoncører at optimere deres investeringer i online markedsføring, åbner nu i Danmark.

Selskabet er klar til at indtræde på det danske og svenske marked, efter også at have etableret sig i England.

– Flere studier har vist, at online brugs- og købsadfærd ligner hinanden i de skandinaviske lande, derfor vurderer vi, at de data, CCT råder over, også vil kunne skabe positiv ROI for danske annoncører, lyder det fra Christian Overaa, administrerende direktør og stifter af CCT.

– Samtidig vurderer vi, at timingen i forhold til at starte op i Danmark er god netop nu, fortsætter han.

Hoff i spidsen i Danmark

Tobias Hoff, der bl.a. tidligere har været hos TV 2 som chef for kommercielle partnerskaber og senest har været partner og CEO i Wellplayed, skal stå i spidsen for forretningen herhjemme.

Han forlader direktionen i Wellplayed efter knap to år for at starte CCT op i Danmark:

– Det har været spændende at drive Wellplayed. Vi har haft fin succes med kunder som TDC, Lego og Totalkredit, og jeg har lært meget de seneste to år. Men jeg har altid haft en drøm om at arbejde i en international virksomhed og da denne mulighed nu opstod, slog jeg til, siger Tobias Hoff.

CCT’s hovedsæde ligger i Norge og udviklingsafdelingen i Irland.