Norske Odd Reitan og hans discountkæde Rema 1000 vil være større end Netto i Danmark.
– Netto er flagskibet på lavpris i Danmark – vi vil være større, siger Odd Reitan, der har et mål om at nå 25 procent af dagligvaremarkedet i Danmark.
Han forudser, at samme dagligvaremarked vil ændre sig markant.
– Jeg tror, de traditionelle supermarkeder vil forsvinde. Fremtiden vil byde på enten store eller små discountbutikker, som får deres specielle kendetegn eksempelvis ferskvarer. Hvis vi tænker os om, så er det helt evident. De fleste mennesker vil have mest muligt for færrest mulige penge. Alle vil helst have maden gratis. Det undrer mig, at der overhovedet findes mennesker, der vil betale flere kroner for en pakke vaskepulver, selv om mærket og leverandøren er den samme. Det har jeg aldrig gjort. Det er jeg simpelthen opdraget til, siger han.