Norlys, der står bag Stofa, Boxer og forsyningsselskabet N1 og som har cirka 1,5 millioner kundeforhold, har efter en bureaupitch valgt Orchestra som mediebureaupartner og samtidig valgt at fortsætte samarbejdet med Kvantum Copenhagen.

– Vi fokuserer på digitale kunderejser i forhold til flere brands, der sælger sammenlignelige ydelser. Det skal håndteres strategisk og operationelt, og det har Kvantums specialister været meget stærke til, siger Marianne Skaanning, der er CMO hos Norlys i en pressemeddelelse.

De to bureauer kommer til at arbejde tæt sammen fremover. 

– Vi er på en mission for at levere kvalitet via digitale strategier og gennemskuelige resultater i et komplekst marked. Det fornyede mandat hos Norlys er en kæmpestor løftet tommelfinger til os, siger Martin Jagd Graeser, der er CEO hos Kvantum Copenhagen..

Han fortsætter:

– Opgaven skal løses med specialviden inden for SEO, Ads, Facebook og Analytics. Det kommer til at handle om digitale kunderejser for flere brands på samme tid og med et tværgående fokus.

Norlys leder efter størst mulig synergi mellem flere brands, hedder det i meddelelsen.

– For at lykkes med visionerne for vores brands skal vi øge effektiviteten. Det er en bunden opgave, siger Marianne Skaanning og fortsætter: 

– Vi ønsker at samle strategien for flere brands, og samtidig henter vi spidskompetence ind til at arbejde tæt sammen med os. 

Både Orchestra og Kvantum Copenhagen ser Norlys’ valg af bureauerne som en ”blåstempling” af deres forretningsmodeller. 

– Vi opererer ud fra samme ideer om fuld gennemskuelighed og demokratisering af data, og derfor ser jeg frem til et intensivt samarbejde, siger Martin Jagd Graeser.

Hos Orchestra kalder adm. direktør, John Herup, det i en pressemeddelelse for ”en kæmpe sejr for os at få en kunde af denne størrelse og kompleksitet ind i porteføljen.”