Ruslands sikkerhedspoliti FSB greb tirsdag morgen ind, da norske journalister interviewede medlemmer af Stortingets forsvarsudvalg på Den Røde Plads i Moskva.
Efterretningsfolkene krævede flere fotos og film slettet, da en rundvisning af de norske politikere fik en brat afslutning foran Kreml.
En agent fra det føderale sikkerhedspoliti FSB forbød norsk TV 2 at lave et interview med Jan Petersen, tidligere norske udenrigsminister og nuværende formand for Stortingets forsvarsudvalg.
– Dette er jo helt til grin, sagde politikeren til FSB-manden, som tilkaldte sine overordnede.
Det norske nyhedsbureau NTB fik også besked på at slette fotos af optrinnet med FSB-folkene, som tog billeder af presseakkrediteringerne og rejseguidens papirer.
– Vi udfører en lovlig ordre baseret på russisk lovgivning. Dette er et sikkerhedsspørgsmål, sagde FSB’s vagtleder til NTB.
Stortingets forsvarsudvalg er på et fire dages besøg i Rusland, og udvalgets formand var rystet efter hændelsen.
– Det er jo som i gamle Sovjetunionen. Det viser nok, at tingene ikke har forandret sig så meget, som vi gerne vil tro, sagde Jan Petersen, da tv-interviewet var kommet i kassen uden for Den Røde Plads, hvor turister fortsatte med at tage billeder uden FSB-indblanding.
/ritzau/NTB