Den norske mediekoncern Schibsted skal i gang med et spareprogram, der skal reducere omkostningerne med mellem 190 og 210 millioner norske kroner – 180-200 millioner danske kroner – i Sverige og Norge.
Schibsted ejer blandt andet også svenske aviser, herunder Aftonbladet. På denne avis skal der spares mellem 65 og 85 stillinger, hedder det i en pressemeddelelse, som siger, at mellem 90 og 110 stillinger forsvinder i koncernens virksomheder i Sverige.
Schibsted ejer også Svenska Dagbladet. I Norge skal der også skæres ned. Her vil medarbejdere på 62 år eller ældre få tilbudt aftrædelsesordninger på avisen Verdens Gang og i Media Norge. Alene denne ordning ventes frem til 2014 at fjerne 100-120 stillinger og reducere udgifterne med 70-90 millioner kroner.
Meddelelsen fra Schibsted kommer, efter at det torsdag kom frem, at den svenske avis Expressen skal spare mellem 50 og 60 millioner svenske kroner – 40-50 millioner danske kroner.
business.dk/ritzau/TT