Kristian Lund & co. er allerede kommet i modvind med deres nye gratisavis, Aftenposten. Ledelsen i den norske avis af samme navn er nemlig alt andet end begejstrede for at få en navnebror i Danmark. Adm. direktør Olav Mugaas siger til Kampanje, at Aftenposten er kendt udover landets grænser og at avisen som mærkevare har en skandinavisk dimension.
– Derfor er vi meget lidt begejstrede over at en dansk gratisavis tager vores navn. Og vi undersøger nu om vi kan eller skal stoppe det.
Olav Mugaas har sat sine egne folk til at undersøge avisens navnerettigheder, men tilføjer dog også at den danske avislancering måske er for lille til at de overhovedet skal bekymre sig.