Flyselskaber, fagforeninger og politikere er skeptiske, hvad angår Norwegians amerikanske drømme. Chefen for Norwegians langdistanceruter tror fuldt og fast på, at de amerikanske myndigheder vil give grønt lys til selskabets forretningsmodel. Konkurrenterne protesterer kun fordi de er bange for konkurrencen, siger Asgeir Nyseth til Wall Street Journal.
Men både flyselskaber, fagforeninger og politikere i USA har ellers efterlyst en juridisk blokering af Norwegians transatlantiske eventyr. De anser det blandt andet for værende problematisk, at Norwegian registrerer sine fly i Irland og hyrer arbejdskraft rundt omkring i Europa og Asien for at undgå de norske overenskomster.
Verdens største fagforening for piloter, Air Line Pilots Association, har desuden opfordret til, at det amerikanske transportministerium afviser Norwegians ansøgning om licens. Ifølge fagforeningen vil forretningsmodellen føre til et kapløb mod laveste fællesnævner på arbejdsvilkår. Norwegian mangler både en amerikansk flyvelicens og en irsk driftslicens.
Wall Street Journal/ritzau FINANS