Så blev december 2008 overhalet som måneden, hvor flest danske virksomheder lukkede og slukkede – vel at mærke i den tid hvor Experian har taget temperaturen på det danske erhvervsliv.
Ikke færre end 599 virksomheder er gået konkurs i november måned. I december 2008, hvor finanskrisen for alvor tog fart, var der ”kun” 596 virksomheder, der ikke længere kunne tjene til dagen og vejen.
Det er fortsat hovedstadsområdet, der er hårdest ramt med 279 konkurser, mens Fyn er den landsdel i Danmark, der har oplevet den største stigning på 55,2 procent i forhold til samme måned sidste år.
Nordjylland har til gengæld haft et fald i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned sidste år. Og så er der lige bornholmerne, der ikke oplevede en eneste konkurs i november.
Fordelt på fag er det grupperne ”Overnatning og Restauration” og ”Andre serviceydelser”, det er gået hårdest ud over. 36 virksomheder inden for førstnævnte er gået konkurs, hvilket er en stigning på 100 procent, og i ”Andre Serviceydelser” ligger stigningen på godt 71 procent.
I egen andedam er der lys at spore. Ganske vist er der siden december 236 virksomheder inden for gruppen ”Information & Kommunikation”, der har måttet lade livet, hvor i samme periode mellem 2007 og 2008 kun var tale om 153, men hvis man kun sammenligner november med november, går det ”fremad” med 9,1 procent. 20 virksomheder færre sagde farvel og tak, hvor 22 led samme tort sidste år.
Men krisen kradser ikke kun hos de etablerede virksomheder. Også iværksætterlysten er ramt. Kun 1.290 nye virksomheder blev startet op i november, hvor antallet for samme måned sidste år lå på 1.715 virksomheder.